Et projekt kan være nok så sympatisk og innovativt, men hvis det ikke er bundet op på et reelt behov, så vil det som regel dø ud nogenlunde samtidig med fondsbevillingernes ophør.
Sådan lyder analysen fra evalueringsekspert Martin Welzel. Han har i de sidste 15 år arbejdet som evalueringskonsulent, heraf de sidste fem år i virksomheden Pluss Leadership, der rådgiver virksomheder, myndigheder og en række af de største private danske fonde om blandt andet evaluering og forankring af små og store projekter.
”Det, der oftest går galt i projekter, er, at de ikke er baseret på en egentlig efterspørgsel. Der er nogle, som har fået en god idé, og som forestiller sig, at der er et behov, men man har faktisk ikke rigtig undersøgt det,” siger Martin Welzel og fortsætter:
”Det er ligesom med iværksættere, der har en fået en idé og synes, at de har verdens fedeste produkt. Men hvis der ikke er en efterspørgsel, så sælger det ikke, og så får firmaet en meget kort levetid. Det er det samme med projekter. Hvis man ikke er sikker på, at der står nogle i den anden ende og efterspørger det, man laver, så dør projektets forandringspotentiale typisk efter projektperioden,” siger Martin Welzel.
Fundats har sat ham stævne til et netværksseminar arrangeret af Nordea-fonden, som har til formål at engagere Nordea-fondens støttemodtagere i vigtigheden af at arbejde konkret med forankringstiltag, så deres projekter fortsat kan skabe værdi efter bevillingsperioden. En central pointe til seminaret er, at løbende evaluering kan bidrage med indsigter, som kan understøtte projektets arbejde med forankring.
Sker det ofte, at nogen får støtte til et projekt, uden at have afdækket behovet grundigt?
”Det sker hele tiden. Flertallet af de projekter vi ser – altså på tværs af alle projekter – har et afsenderfokus. De har fokus på: Hvad kan vi? Hvad er vi gode til? Hvad vil vi gerne lave? Hvad mener vi, at der er behov for? Men man har ikke været ude og undersøge, hvem der er interesserede i at videreføre de udviklede elementer fra projektet, og præcis hvad denne interesse består i," siger Martin Welzel.
"De spørgsmål er afgørende for en succesfuld forankring og kan ofte med fordel udgøre afsættet for designet af en evaluering af projektet. Hvis vi tager en effektkæde, så laver man den fra venstre mod højre med udgangspunkt i, hvad man selv har af kompetencer og ressourcer, og hvad det betyder for de aktiviteter, man gerne vil lave. I stedet for at tage udgangspunkt i, hvad det er for en forandring, man vil skabe derude. Hvis vi vil skabe den her forandring, hvad er der så behov for af aktiviteter? Man tager udgangspunkt i sig selv som organisation i stedet for den langsigtede forandring, eller impact man ønsker at medvirke til.”
Feedback fra målgruppen
Uanset på hvilken baggrund et projekt er kommet i stand, så øges dets chance for forankring utallige gange, hvis det evalueres rigtigt undervejs, forklarer Martin Welzel.
”Man skal evaluere for at skabe et informeret beslutningsgrundlag. Det kan være beslutninger, som træffes undervejs i projektforløbet. Man er nødt til at få viden og feedback fra målgruppen for, at man kan justere og tilpasse aktiviteterne, så man bedst muligt adresserer de udfordringer eller potentialer, som var hensigten med projektet,” siger Martin Welzel og tilføjer:
”Det kan også være beslutningen om forankring. Hvad skal der ske med de her aktiviteter, værktøjer og partnerskaber efterfølgende? Det er man nødt til at evaluere. Hvis man ikke automatisk indsamler viden om målgruppens udbytte af projektets aktiviteter, risikerer man at træffe valg om forankring, der ikke fungerer i praksis.”
Hvad lægger du selv i ordet forankring?
”Forankring er noget, der er med til at understøtte, at de resultater og aktiviteter, man skaber gennem et projekt, er blivende og skaber værdi på længere sigt. Tænk på et projekt som et træ, man planter. De fleste forholder sig alene til den synlige vækst over jorden. Men det er rodnettet, forankringen, der giver træet energi og gør, at det overlever den første storm,” siger Martin Welzel.
Hvordan den konkrete forankring kan se ud, er der ifølge Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller flere bud på.
”Der findes ikke én model, som passer til alle projekttyper. Forankring er at skabe varige forandringer. Det kan for eksempel være, når en indsats videreføres i et partnerskab, opgaver bliver implementeret som en offentlig opgave, eller når viden fra et projekt kan overføres til forskellige aktører i en sektor,” siger Christine Paludan Müller.
Forankring er målet
Martin Welzels bedste tips til god evaluering:
Bevillingsmodtagerne: ”Lad være med at tro, at evaluering er noget, I bare laver for fondenes skyld. Det er jeres mulighed for at få noget viden om projektet, målgruppen og deltagerne, som I kan bruge noget til at understøtte projektets mere langsigtede værdiskabelse.”
Fondene: ”Vær præcis omkring, hvad I mener med forankring. Sig helt klart: ”Vi bevilger penge til en treårig periode, men vi vil gerne have, at I er skarpe på, hvad I forventer vil kunne fortsættes efter den her treårige periode.” Og vær dernæst skarpe på, hvordan I i løbet af projektperioden ønsker at blive holdt orienterede om bevillingsmodtagernes konkrete arbejde for at sikre denne forankring. Så bliver der truffet flere langsigtede beslutninger. Overvej for eksempel at foreslå en selvstændig arbejdspakke under overskriften forankring, der påbegyndes allerede ved projektstart.
At evaluering øger sandsynligheden for, at et projekt forankres, er hovedårsagen til, at Erni Kristiansen har fundet plads i konferencesalen på Christianshavn.
Han er rejst hele vejen fra Grønland, fordi han skal deltage i Ungdommens Folkemøde, men inden det løber af stablen, er han slået et smut forbi evalueringsseminaret.
Erni Kristiansen er projektleder på initiativet ”Handlekraft når livet gør ondt,” som blandt andet skal træne unge i psykisk førstehjælp og generelt styrke unges handlekompetencer, modstandskraft og mentale sundhed i Grønland. Projektet har fået 5,9 millioner af Nordea-fonden, og er stadig i sin indledende fase.
”Det er meget vigtigt for os, at projektet ikke bare dør, når vi har nået deadline. Det er afgørende for os, at vi kan køre de her førstehjælpskurser videre, efter pengene er opbrugt,” siger Erni Kristiansen, der glæder sig over, at han til konferencen har fået mulighed for at møde andre organisationer, der er på hvert deres sted i evalueringsfasen.
”Når vi arbejder med et projekt, er vi meget i det enkelte projekt, så det er rart at høre om andres projekter,” siger Erni Kristiansen.
Også Lise Sjelberg, der er faglig leder for organisationsteamet hos hos Bedre Psykiatri, har lagt vejen forbi Nordea-fondens hus på Christianshavn. Hun er tovholder på et projekt, der skal afprøve nye organisationsformer for frivillige.
”Der er en generel tendens til, at flere og flere frivillige ikke har lyst til at være organiserede i bestyrelser og lave bestyrelsesarbejde. De vil gerne være frivillige, men de gider ikke alt det der med bestyrelsesarbejde, drift og afrapportering,” siger Lise Sjelberg.
Hun fortæller, at tendensen ses i hele ngo-sektoren, og at hendes projekt, der gennemføres i samarbejde med Nyreforeningen og Høreforeningen, går ud på at udvikle nye muligheder for organiseringen af frivillige.
Når det kommer til evaluering, hæfter hun sig mest ved, at man ikke kun skal evaluere for sin egen skyld, og at det er vigtigt at være i tidlig dialog med dem, som skal bruge slutevalueringen.
”Man skal ikke sidde hjemme ved sit skrivebord og forestille sig, hvad det er, man skal bruge. Man skal spørge dem, der skal bruge evalueringen, hvad det er, de vil vide,” siger Lise Sjelberg.
Kan man evaluere for meget?
”Man kan jo evaluere for meget, hvis man bruger rigtig meget krudt på at få fat i noget viden, som der ikke er nogen, der skal bruge,” siger Lise Sjelberg.
Jeres projekt hviler blandt andet på antagelsen om, at frivillige ikke gider at bruge for meget tid på mødereferater, afrapportering osv. Har fondssektoren med alle dens evalueringer og afrapporteringer et ansvar for, at det bliver for meget for nogle frivillige?
”Det er et delt ansvar. Det er også ngo’erne og kommunerne. Men vores projekt er ikke politisk. Lige det med hvem, der deler ansvar, har vi ikke fokus på. Men vi kommer til at prøve at overvinde de barrierer, der er, hvis man skal være frivillig,” siger Lise Sjelberg.
